Håndbold – en dansk opfindelse

Der findes en del unikke danske opfindelser, som har ændret livet for mange mennesker på kloden. Højttaleren, insulinen og legoklodsen er blot nogle af de geniale ting, som for alvor har givet genlyd og glædet både store og små.

Men var du også klar over, at håndbold også er en opfindelse, som stammer fra Danmark. Selv om tyskerne hævder, at de står bag, blev håndboldsporten udviklet i 1897 af de to danske skolefolk Holger Nielsen og R. N. Ernst, der var fra henholdsvis Sjælland og Fyn. Og selv om håndbold ikke har status som den officielle danske nationalsport, er der mange danskere, som elsker denne sport mere end noget andet. Men der er stor forskel på håndbold, som vi kender det i dag, og den sport, som blev udviklet i slutningen af 1800-tallet.

I tidernes morgen skelede man til fodbold, og den mest anerkendte form for håndbold blev faktisk spillet udendørs med 11 mand på hvert hold. Der blev indtil 1996 afholdt en række verdensmesterskaber i “markhåndbold”, som det blev kaldt. Men siden blev 7-mands-versionen, som vi kender i dag, den mest udbredte, og i dag spilles der ikke længere udendørs – med mindre man vælger at medtage strandhåndbold, hvor der også afholdes officielle internationale mesterskaber.

I dag har håndboldsporten bredt sig til hele verden, og selv om verdensmesterskaberne stadig som oftest vindes af lande fra Europa, er både Asien, Afrika og Sydamerika ved at komme godt efter det. Hos kvinderne er det ikke mindst Sydkorea, der gør sig gældende, og sydkoreanerne vandt således VM i 1995. I Afrika er det lande som Egypten, Tunesien og Angola, der har vist deres evner på de internationale halgulve, mens Sydamerika via Brasiliens guld ved VM for kvinder i 2013 sørgede for at give håndbolden et enormt boost i det ellers så fodboldgale land.

Det internationale håndboldforbund har arbejdet intensivt på at udvide sporten til hele verden, og det er efterhånden lykkedes at udbrede kendskabet til selv de mest fjerne afkroge. En anden del af sportens succes skyldes også, at håndbold siden 1972 har været fast ingrediens på det olympiske program. Håndbold (for herrer) var med for første gang på OL-programmet i 1936 i Berlin, men kom først med igen i 1972, hvor legene også fandt sted i Tyskland – denne gang i München. Kvinderne fik først olympisk debut i 1976 i Montreal, Canada, hvor det blev østeuropæisk på medaljeskamlen i form af Sovjet,

DDR og Ungard´n.

Danmark – og ikke mindst kvinderne – har haft stor olympisk succes med tre OL-guldmedaljer på stribe fra 1996 til 2004. Den første guld kom i Atlanta i den efterhånden legendariske finale mod Sydkorea, hvor det danske guld først blev sikret efter et vanvittigt drama med forlænget spilletid.

De danske herrer trådte også for alvor ind i det olympiske rampelys, da holdet i 2016 lykkedes at besejre arvefjenderne fra Frankrig i finalen i Rio de Janeiro. Frankrig havde vundet OL i både 2008 og 2012, men takket være en forrygende indsats fra spillere som Mikkel Hansen og Niklas Landin kunne danskerne lade sig hylde som Olympiske Mestre – en titel som Danmarks herrer altså har, indtil det igen går løs med OL i 2020.